John Kreiner
|
27. september 2010
Truefitt & Hill
Det kan man kalde en nedtur, at komme en tur "i stolen" hos Truefitt & Hill i London.
Her gik jeg og troede, at jeg var blevet ret skrap til at lave BBS-barberinger, men da først barberen Jimmy the Greek havde givet mig en "Traditional Hot Towel Wet Shave", blev jeg klar over, hvad en BBS-barbering egentlig er.
Jeg tror ikke, at jeg har haft så glatte kinder, siden jeg var seks år.
Det vil blive for omfattende at gå i detaljer, men jeg vil anbefale enhver af jer, der skulle komme til London, at tage turen. Det skal heller ikke beskrives, det skal opleves.
Well, en barbering af den slags koster £39 (efter den aktuelle kurs, DDK 384,15), men den er hver en penny/øre værd. Og så skal vi jo altid huske på, at der er forskel på "dyrt" og "mange penge".
Det er en helt enestående fornemmelse at komme igennem den behandling, som en barbering jo også er. Det er ikke kun et spørgsmål om at få raget stubbene af og opnå BBS. Det er velvære i højeste potens. Så lad ikke prisen afholde nogen af jer.
Tænk, jeg var nødt til sammen med min gode ven, der tog billeder for mig, at sive hen på en hyggelig lille pub (The Blue Post), jeg kender i Bennet Street (en sidegade lidt oppe ad St. James's Street), og skylle oplevelsen og indtrykkene ned med en pint.
Adressen (ikke pubbens) er: Truefitt & Hill, 71 St. James's Street London SW1A 1PH England.
Jeg skal lige nævne, at det er nødvendigt at bestille tid - typisk mindst en uge i forvejen.
Jeg ved godt, at vi har den aftale her på sitet om ikke at linke til konkurrenter til Proshave, men da jeg aldrig har hørt, at Brose og Thomas har lanceret vådbarberinger, så vover jeg med en lille undtagelse.
Tid kan bestilles her: http://www.truefittandhill.co.uk/se...
vh john k-
PS. Jeg tror nu nok, at jeg også i fremtiden tillader mig at kalde mine bedste barberinger for BBS - selv om jeg nu ved bedre... ;o)
PPS. Jeg ved ikke, hvorfor billedet er blevet uskarpt efter upload. Originalen (billedet - OG motivet) er ellers skarpt nok.
Sidst opdateret den 27. september 2010 kl. 08:37
|
Grenberg
|
27. september 2010
Hej John
Fantastisk review over Dit T&H besøg, det må have været en stor oplevelse.
Lige et spørgsmål af nysgerrighed, hvad grej blev der brugt ?
Synes egentligt ikke det lyder så dyrt som forventet for en konge barbering, må derind hvis Jeg skulle komme til London en dag.
Du skrev noget om en artikel, hvornår og hvor kan man læse den ?
Mvh
Grenberg
|
Søren H. Møller
|
27. september 2010
Når man tænker på, hvad kvinder giver bare for at få rettet øjenbryn, så er det da ikke en afskrækkende pris.
Jeg kan godt "høre", at en tur til London simpelthen bliver nødt til at komme på tapetet på et tidspunkt :o)
Godt at høre, at det har været en god tur.
Mvh. Søren
|
John Kreiner
|
28. september 2010
Hej Grenberg...
Barberen hos Truefitt & Hill brugte naturligvis deres egne produkter - det siger næsten sig selv.
Han brugte først "Ultimate Comfort Pre-Shave Oil", som han masserede grundigt ind i huden, til han lod mig sidde med den vidunderlige citrus-duft i næseborene et par minutter, før han lagde et varmt håndklæde omkring mit ansigt, så kun næsen var fri.
Dernæst sæbede han mig ind i "Ultimate Comfort Shaving Cream". Den er velegnet til følsom hud, og derfor vil han typisk bruge den på mennesker, hvor han ikke kender huden.
Han brugte i øvrigt også det lille trick, jeg en gang har beskrevet efter et besøg hos Trumper, nemlig at han efter indsæbningen masserede cremen dybt ind i huden med fingerspidserne, før han tog endnu en tur med kosten.
Selve barberingen blev gennemført med kniv af den traditionelle slags. Type og model må jeg indrømme, at jeg ikke har, men mon ikke det er en af T&H's egne. Det er den slags, briterne kalder for "cut-throat".
Efter flere gange ansigtsmassage mv. sluttede han med at bruge "1805 Aftershave Balm", der blev masseret og klappet ind i huden.
Pragtfuld oplevelse og velvære, så hatten passer...
Med hensyn til prisen, så synes jeg heller ikke, at det er dyrt, men 39 pund er stadig forholdsvis mange penge.
Det er korrekt, at der kommer en artikel ud af mit besøg og min barbering. Den er i første omgang tiltænkt en publikation, der hedder "Årbog for Feinschmeckere 2011", der - pudsigt nok - kun udkommer en gang om året, nemlig omkring årsskiftet.
Med den slags publikationer ved man bare ikke, om en artikel bliver brugt - det er vilkårne. Hvis ikke, så har jeg forskellige andre publikationer, som jeg i så fald vil prøve.
vh john k-
|
Grenberg
|
28. september 2010
Hej John
Wow brugte de virklig deres egne produkter ? spøg til side, lyder som en rigtig lækker første klasses barbering.
Ren og skær wellnes for men og så kan Vi amatører jo lære lidt af mestrene.
Måske var den artikel noget for Euroman ?
Mvh
Grenberg
|
John Kreiner
|
29. september 2010
Hej igen, Grenberg
Jeg har faktisk tidligere været i kontakt med Euroman om en artikel om vådbarbering (fra "De tre T'er" i London), men det havde man ikke interesse for - på det tidspunkt i hvert fald.
Så det bliver nok ikke min første alternative indsats, selv om jeg også synes, at det ville være en oplagt artikel for dem, der jo i vid udstrækning dyrker livsstil.
Men foreløbig koncentrerer jeg mig om "Feinschmeckeren", som jeg har en leveringsaftale med. Og så må vi se, om de bruger den.
Det kan opleves som en lidt vovet måde at arbejde på, men sådan er vilkårene en gang imellem.
vh john k-
|
John Kreiner
|
25. december 2010
Hej Grenberg - igen, igen
På en 1. juledag skal jeg naturligvis begynde med et. Glædelig jul!
Dernæst blot lige i forlængelse af denne tråd, hvor vi tidligere har skrevet om, hvor artiklen fra mit besøg hos Truefitt & Hill blev udgivet.
Det blev - som oprindelig planlagt - i "Årbog for Feinschmeckere 2011"", der udkom her kort før jul.
vh - samt flere ønsker om en fortsat glædelig jul og et godt nytår
john k-
PS. Og med ønsket om et godt nytår følger også ønsket om, at du (og andre her på sitet) må få lejlighed til at besøge de spændende steder i London i 2011.
Sidst opdateret den 25. december 2010 kl. 09:19
|
Grenberg
|
25. december 2010
Hej John
Takker for infoen vedr. din artikel, den bog er hermed skrevet på ønskelisten til min kommende fødselsdag :-)
Glædelig jul og ønske om et godt og lykkebringende nytår
Mvh
Grenberg
|