5. januar 2016
Hej Bo.
Det kommer an på, hvor meget slibning der er påkrævet - sådan da.
Teoretisk set kan man nøjes med én sten, men det vil blive et kompromis mellem flere faktorer, og så er spørgsmålet, om man kan leve med kompromiset, og hvilket kompromis man skal forlade sig på.
Alle sten fjerner metal, grovheden bestemmer hvor meget. En grov sten vil hurtigt give en æg, der nok kan barbere, men den vil ikke føles særlig behagelig. En fin sten vil til gengæld tage lang tid, om at give en æg der kan barbere, til gengæld vil den føles behagelig.
Og det er netop grunden til at de professionelle (og nørderne) har flere sten af varierende grovhed, hvor æggen poleres og gøres mere behagelig trin for trin.
Da jeg startede ud, købte jeg en belgisk coticule (natursten), da jeg havde læst mig frem til, at den var så alsidig, at man godt kunne nøjes med den. Det er meget muligt, at det er min indlæringsevne, den er gal med, men jeg havde meget svært ved at slibe en ragekniv op fra nul. Jeg endte med også at købe en syntetisk 1.000/5.000 kombi-sten, og så gik det straks meget bedre.
Hvis du har en ragekniv, du har brugt (dvs. skarp), og som "bare" skal have forfrisket æggen, så kan du godt klare dig med en enkelt sten i den finere ende af skalaen, den skulle nok kunne holde dig kørende i et godt stykke tid, før det er nødvendigt med en mere gennemgribende slibning.
Natursten er ret dyre, uanset om det er de belgiske eller de japanske. Jeg kan ikke udtale om de japanske, da jeg aldrig har prøvet en, men jeg er ret vild med den æg man får fra coticule'n, den er virkelig behagelig, men kommer desværre også med en pris.
Syntetiske sten er et billigere valg, men selv de bliver dyre, når man kommer op i finhed. Skulle jeg komme med et bud på en, så vil en finhed på 8.000 eller 10.000 nok kunne gøre det. Shapton laver nogle fine syntetiske sten med en god bredde og længde, og selv med en finhed på 8.000 så er de relativ hurtige til at slibe/polere en æg. 10.000 vil selvsagt give en mere poleret æg, men det vil også tage længere tid.
Et andet alternativ kunne være "lapping film". Igen er det et produkt, jeg ikke har prøvet, men jeg har efterhånden læst mange positive tilkendegivelser fra folk, der bruger dem, og nogle bruger eksklusivt lapping film. Lapping film er i bund og grund sandpapir, men med diamantstøv i stedet for sandkorn, og de kommer i mange forskellige grov/finheder som gør, at man kan dække et større område for det samme som prisen for én sten. Man skal bare have en helt flad overflade, som papiret kan ligge på - jeg har set flere nævne, at de bruger en glasplade som underlag.
Jeg håber, ovenstående kan bruges til noget, og ikke bare har spredt mere forvirring ;o)
Mvh. Søren
|