Søren H. Møller
|
24. august 2013
Proshave P20 DE skraber
Proshave har valgt at introducerer deres egen linje af DE skrabere, og udvalget ser bestemt spændende ud.
P20’eren kommer i en lille plastæske, der snildt kan bruges som rejseopbevaring. Det indvendige plastik som skraberen ligger i, er dog noget tyndt, og jeg tror ikke, det holder til meget brug, men man kan jo altid lægge noget skum eller en stykke stof ind i stedet for, så jeg anser det ikke for noget af betydning, det er trods alt brugen af skraberen, der er vigtigst.
Skraberen har et sortmalet håndtag med forkromning i begge ender. Det rillede mønster giver den et flot udseende efter min mening. Mønstret er med til at give et godt greb, selvom hænderne er våde. Den sorte maling ser ud til at være lagt på i et tykt lag, så risikoen for at den skaller af selv efter et lille slag, tror jeg ikke vil give anledning til problemer. Vægtmæssigt ligger skraberen i den tunge ende, da håndtaget er massivt, og det er med til at give en ubesværet barbering, da vægten gør, at man ikke behøver at lægge pres på for at opnå en tæt barbering.
Da jeg så skraberen første gang, troede jeg, at det var det sædvanlige Merkur/Mühle hoved, der sad på, og en hurtig sammenligning med min Mühle R89 støttede egentlig den teori. Den første barbering skød dog hurtigt den teori ned. Godt nok ligner de hinanden meget, men bladåbningen er større på Proshave skraberen, hvilket gør den mere aggressiv end Merkur/Mühle. Bladåbningen på P20 er 1,00 mm, på Mühle R89 0,70 mm og Merkur 34HD 0,65 mm. Sammenligner man safety baren på P20 og Merkur/Mühle, så er der også her små forskelle: bredden med riller på P20 er 31,5 mm og på Merkur/Mühle 36,0 mm. Rillerne er en anelse dybere på P20 end på Merkur/Mühle skraberne – ikke at jeg tror, det har noget at sige for barberingen.
Der er ingen identifikation af fabrikationsland, men det er i mine øjne også irrelevant i vores moderne verden, man kan få lavet den kvalitet, man ønsker, hvor som helst i verden. Men lidt nysgerrig er man vel altid ;o)
Den ting der overraskede mig mest, var aggressiviteten. Bladåbningen er så stor, at jeg kan mærke bladet, uden at det på nogen måde gør mig utryg, det er bare ikke normalt for en skraber med safety bar. Jeg vil bedømme aggressiviteten til at ligge lige under en vintage Gillette med open comb. Det er lige før jeg endda vil hævde at Mühles R109 open comb er mere mild, og ellers ligger de utroligt tæt.
Alt i alt er Proshave P20 en god gedigen skraber, der virker velbygget og af god kvalitet. Kun tiden kan vise, om det er rigtigt, men det umiddelbare indtryk er godt. Jeg kan godt lide vægten og udseendet, især det sorte håndtag som skiller sig ud i mængden af de sædvanligvis forkromede og forgyldte skrabere. Der hvor jeg lige har skullet vænne mig til den, er mht. bladåbningen, det at man kan mærke bladet, og at den er så aggressiv for en safety bar DE.
En fin lille detalje er, at Proshaves logo er stemplet i bunden af håndtaget.
Data: Vægt 95,4 gram Højde 110,7 mm Bredde 41,6 mm Dybde 24,7 mm Håndtagets længde 102,3 mm Håndtagets diameter 12,0 mm Bladåbning 1,00 mm
Mvh. Søren
|