26. oktober 2013
Proraso barbercreme, Sandeltræ og Shea butter
Som det nok er gået op for de fleste med en lille interesse for traditionel barbering, har Proraso lanceret en helt ny serie af produkter bl.a. barbercremer og aftershave balms - eller rettere; de har ændret recepten på deres produkter og tilføjet nye varianter.
Det er altid spændende, når en producent ændrer i sine eksisterende recepter, for hvad har de lagt vægt på? Større profit (ofte tilfældet) eller et produkt med tilsvarende og måske endda bedre egenskaber end det gamle, bare med andre ingredienser.
I Proraso's tilfælde er det efter min mening det sidste, der gør sig gældende.
Den nye er knap så drøj i brug som den gamle, den virker også lidt tyndere i konsistens ud af tuben, men det er efter min mening en lille ting. Til gengæld får man nu lidt flere dufte at vælge imellem, og hvis man går op i ingredienserne, så har de fjernet parabenerne fra de nye cremer.
Da jeg ikke har mere af den gamle creme, bliver det lidt på hukommelsen, men jeg synes, den nye tager lidt længere tid at skumme op. Ikke meget, men nok til at man lige bemærker det. Jeg er tilpas nørdet til, at jeg godt kan lide at se skummet blive dannet, så det gør ikke mig noget, at det tager ½-1 minut længere. Egenskaberne af skummet er som i den gamle; man får den samme gode beskyttelse og glid over huden.
Duften i denne creme er afdæmpet "træ-agtig" og ganske behagelig. Jeg har kun erfaring med sandeltræs duften fra T&H's produkter, og Proraso's er i samme område men alligevel mærkbart forskellig fra T&H's. Personligt synes jeg T&H's duft er mere i min smag, men prisen er også en anden, og som nævnt så er duften i Proraso's bestemt ikke dårlig.
Alt i alt kan jeg sagtens anbefale Proraso's sandeltræs barbercreme, jeg synes, den giver god valuta for pengene.
Mvh. Søren
|