Søren H. Møller
|
11. december 2010
Nanny’s Silly Soap
Citrus Zinger / Rose Geranium / The Herby One
Nanny’s Silly Soap er et lille firma, der fortrinsvis består af Sharon Baxter, men hun får også hjælp af sit barnebarn, Luke Baxter. Sharon fremstiller mange typer sæber, og en rød tråd gennem hendes produktion er, at hun undgår syntetiske ingredienser, hvor det er muligt – hvilket er noget, jeg sætter pris på, uden dog på nogen måde at være ”hellig” på det punkt. På hjemmesiden kan man se ingredienslisten på produkterne, noget de fleste andre producenter kunne lære af.
Barbersæberne er meget bløde eller nok nærmere forholdsvis faste cremer. De kan bedst sammenlignes med Cella i konsistens, måske en anelse mere bløde. Sharon kalder dem selv for bløde sæber, så jeg vil holde mig til den betegnelse i det efterfølgende.
Sæberne kom i en 100 grams plastbøtte med metal låg (fås også i 120 grams metalbøtte eller 200 grams plastbøtte). Bøtten er ikke den største, men så er det godt, at sæben er så blød, som den er, for det er ikke noget problem at lade børsten.
Blødheden gør sæben meget nem at skumme op, og efterhånden som skummet dannes, ser man en tydelig forskel i forhold til de fabriksfremstillede sæber, for man får ikke en skum som marengs eller flødeskum, den virker mere ”flad” eller mindre luftig er måske en mere rigtig betegnelse, men man fornemmer tydeligt, at skummet virkelig er stabilt, men man skal lige vænne sig til, at den ikke skummer op på samme voluminøse måde, som de gængse mærker. Skummet giver en rigtig god beskyttelse af huden, den er meget glat, og giver et rigtig godt glid hen over huden. Jeg synes, den er særdeles velegnet, hvis man bruger ragekniv.
Sæberne har også nogle rigtig gode fugtbevarende egenskaber, jeg føler ingen ”trækken” i huden efter barbering. En simpel men effektiv test jeg altid udfører på en ny sæbe eller creme, er efter barberingen at skylle ansigtet, duppe det tørt, og så bare vente. Jo hurtigere man føler et træk i huden, jo mere udtørrende er sæben. Om jeg så lige var heldig den dag, jeg udførte testen på en af disse sæber, ved jeg ikke, men efter en halv time, kunne jeg stadig ikke mærke noget – jeg var lige ved at glemme aftershaven.
De tre dufte jeg har prøvet, har alle været meget behagelige og på ingen måde dominerende eller overvældende. Nedenstående er ikke tydeligt, men jeg har aldrig været god til at beskrive dufte eller farver, så det er efter bedste evne.
Citrus Zinger Duften er frisk citrusagtig uden at virke stikkende eller syntetisk, og mere over i retning af citron eller lime end i retning af appelsin.
Rose Geranium Duften er blomsteragtig, uden at jeg vil gøre mig klog på, om det er roser – men meget behagelig. Jeg vil tro, at også en del kvinder vil synes om denne duft.
The Herby One Duften går lidt i retning af krydderurter og ædeltræ.
Jeg giver topkarakter på alle punkter, og vil uden at ryste på hånden sammenligne egenskaberne med Mitchell’s Wool Fat, med en lille føring til Mitchell’s for glathed, mens Nanny’s til gengæld vinder stort på duften(e).
Jeg har ingen forbehold overfor en anbefaling af disse sæber, som jeg finder fremragende. Prismæssigt ligger de i samme område som Mitchell’s refill.
Sharon har oplyst mig, at hun i de seneste barbersæber hun har fremstillet, har tilsat gedemælk, og at tilbagemeldingerne lyder, at disse sæber er endnu bedre.
Og med den sidste melding, så er jeg glad for, at Shakespeare døde for ca. 400 år siden, for ellers havde "Svaghed, dit navn er kvinde" fra Hamlet været formuleret anderledes ;o)
|