Forum - Skrabere og barberblade - Merkur 38C - nybegynder/startsæt
Bruger 

Kristoffer


10. august 2010

Merkur 38C - nybegynder/startsæt
Hej,

Jeg overvejer at købe enten:

www.proshave.dk/Proshave-Startsaet-...

eller

www.proshave.dk/Proshave-Startsaet-...

Mit spørgsmål er ganske simpelt, er Merkur'en svær at barbere med? Vil jeg stå med et voldsomt blodtab de første par gange? Eller er det lige til?

Kristoffer


11. august 2010


Hov, forkerte forum. Ved ikke hvad der gik galt.

John Kreiner

John Kreiner


11. august 2010

Hej Kristoffer
Lad mig lige besvare det sidste først.

Du er skam i det helt rigtige forum - landets bedste - med dit spørgsmål, men muligvis i en forkert kategori.

Det sidste skyldes, at ethvert nyt emne, der startes, automatisk åbner i kategorien "Aftershave", så hvis man ikke manuelt skifter kategori, så havner man her.

Til gengæld har dette forum den lille smarte ting, at de nyeste indlæg altid vises, så vi finder dig alligevel - og velkommen i dette forum.

Lad mig derefter slå fast, at en Merkur 38C er en fremragende skraber, og det vil ikke være på grund af den, hvis en barbering kommer til at minde mere om et selvmordsforsøg end en barbering.

Jeg har faktisk endnu aldrig hørt, at et eventuelt blodbad skulle skyldes værktøjet, men altid teknikken. Det kræver en smule øvelse at finde den rette vinkel, men det er øvelserne - og et par dråber blod - værd.

Hvis duer vant til at bruge skraber med flerblads-kassetter, skal du samtidig være opmærksom på, at du IKKE må trykke skraberen særlig kraftigt ind mod huden, som med flerbladsskraberen, for så kan DE-bladet nemt nappe et hak eller to i betrækket.

Jeg skal på ingen måde prøve at tale dig fra et startersæt, og jeg har heller ikke regnet på økonomien.

Men jeg vil da foreslå dig at vende blikket imod en kombination, hvor en god sæbe eller creme og en god barberkost indgår.

En stor del af fornøjelsen ved DE-bar bering er det velvære, man opnår, mens man pisker sit skum og derefter påfører ansigtet med en god kost.

Det vil - efter min mening - give dig langt større glæde ved brugen af en Merkur 38C, som du så måske skal købe i "løssalg".

Men det er selvfølgelig også noget med temperament og hvilken økonomi, man vil lægge i sin DE-introduktion.

Men god fornøjelse og - igen - velkommen til.

vh
john k-

Brose


11. august 2010


Hej Kristoffer,

Først og fremmest velkommen til!

Jeg har flyttet dit indlæg til kategorien "Skrabere og barberblade" og har også rettet i dine links, så de nu fungerer.

Som du allerede kan se har vi nogle gode og erfarne brugere på dette forum, så der er altid hjælp at hente mht. teknik og produkter mm. :-)

Du går bestemt ikke galt i byen med et af de to startsæt du nævner. Vi har netop oprettet dem, så det er nemt og overskueligt at komme i gang.
Hvis du til en start lige vil prøve af om det er noget for dig at bruge en barberkost inden man f.eks investerer i en Silver Tip børste, så er Proraso-børsten der følger med til det avancerede sæt en rigtig fin begynderbørste.
Du kunne evt. tage en dåse Proraso-skum med til sættet, så har du også til de dage hvor det bare skal gå rigtigt stærkt.

Mht. dit spørgsmål, så skal du bestemt ikke være nervøs for det store blodtab :-) Jeg plejer at sige at det tager ca. 5-6 barberinger lige at vende sig til det nye grej og det ville det sikkert også gøre hvis du skiftede til en anden cartridgeskraber af andet fabrikat
Bladet på en DE-skraber er lidt anderledes eksponeret og vinklen man holder skraberen er en anden.
Det vigtigste er at du bare tager den med ro i starten og næsten endnu vigtigere - at du bare hygger dig med det :-)

Du kan evt. starte med lige at læse vores "Guide til den ultimative barbering" hvis du ikke allerede har gjort det:

www.proshave.dk/Guide-til-den-perfe...

Go' fornøjelse og lad os endelig høre hvad du beslutter dig for og ikke mindst hvordan dine første erfaringer med DE-skraberen blev!

Mvh,
Brose / Proshave

Kristoffer


11. august 2010


"Men jeg vil da foreslå dig at vende blikket imod en kombination, hvor en god sæbe eller creme og en god barberkost indgår. "

Det indgår, så vidt jeg kan se, også i startsæt 2 - 'avanceret'?



Jeg regner med at gå efter førnævnte, da min økonomiske situation ikke er spitze for tiden + at jeg stadig kun er en bette knejt på 20 år uden den helt vilde skægvækst :).

John Kreiner

John Kreiner


11. august 2010

Hej igen, Kristoffer

Du har fuldstændig ret, der indgår en kost i startersæt 2 - avanceret, men jeg kunne ikke åbne dine links i morges, så det var lidt af et skud i blinde.

Men meningen var god nok.

Du skal selvfølgelig ikke vælte hele økonomien for at kunne have en kost med fra dag 1, men så glæd dig til der kommer en god barberkost med i dine barberrutiner - det er velvære i højeste potens.

For mit vedkommende går der normalt tre pas til en rigtig god barbering, men det sker ofte, at jeg tager et fjerde også - bare fordi det er så lækkert...  ;o)

Men ligegyldigt hvad, så husk - uanset valg af våben - giv dig god tid, koncentrer dig om det, du laver, og nyd det...

Go' fornøjelse...!

vh
john k-

Kristoffer


16. august 2010


Hey John K.

Jeg kan se du skriver om pas. Jeg har siddet og læst lidt om, hvordan en rigtig barbering skal foregå og fundet 2 billeder der illustrerer, hvordan det første pas og næste pas skal foregå. Forstår dog ikke, at den anbefaler at barbere mod hårene? Jeg mener, det har man altid fået at vide er dumt?
Hvad anbefaler i?

PS.

Læste også i en anden tråd, om nogle indstillinger man kunne lave på sin merkur - hvor der blev anbefalet 3 (?). Går ud fra det er noget med "tætheden" af barberingen? Hvad anbefaler I til en nybegynder som mig? (Kan evt. finde tråden, hvis du vil ha' det, har bare ikke tid lige nu.

Har lige bestilt begyndersæt - avanceret :)

John Kreiner

John Kreiner


17. august 2010

Hej Kristoffer

Først vil jeg lykønske dig med dit valg af startsæt. Jeg tror, at du vil blive glad for, at der bl.a. er en kost med. Personligt synes jeg, at indsæbning med kost er langt at foretrække fremfor indsæbning med fingrene - men det er jo nok en smags sag.

38C'eren og Derby-bladene kender jeg, og det er - efter min bedste overbevisning - absolut kvalitetsprodukter. Det øvrige indhold i sættet har jeg ikke personlige erfaringer med, men jeg tror, at du har alle muligheder for at få en god start som DE-bruger.

Du har fuldstændig ret i, at langt de fleste anbefalinger går på kun at barbere sig MED skæggets groretning, fordi det er det blideste for huden. Men man kan sagtens barbere sig både på tvæørs af groretningen og imod.

Jeg selv barberer mig normalt i tre pas, hvor jeg - efter et varmt brusebad, påføring af pre shave (creme eller olie), opblødning af kost, ladning af kost og oppiskning af skum - påfører skummet i små cirkulære bevægelser.

Når dette er gjort, kører jeg en grundig gang rundt på skægstubbene med fingerspidserne i de samme små cirkulære bevægelser, så skummet kommer godt ned omkring stubbene og i porerne.

Dette trykker desværre også stubbene en smule ned, så derefter tager jeg endnu en tur med kosten rundt i de små cirkler, for at rejse stubbene igen, før jag fatter min opvarmede skraber.

Første pas kører jeg altid WTG (With the grain) altså i groretningen.

Herefter skyller jeg ansigtet og indsæber mig endnu en gang med kosten (denne gang uden turen med fingerspidserne), og så skraber jeg XTG (across the grain) altså på tværs af groretningen. (Andet pas)

Efter endnu en skylning og en ny indsæbning skraber jeg MOD groretningen - ATG (against the grain) som tredje og sidste pas, før jeg skyller ansigtet i så koldt vand, jeg overhovedet kan få ud af hanen for at lukke porerne igen.

Det er korrekt, at det tal, du refererer til, har noget med tætheden i barberingen af gøre - eller aggressiviteten i bladets "angreb" på hud og skæg.

Merkur 38C er ikke justerbar, så det giver ingen mening at komme med et bud på en "begynderindstilling" for dig lige nu. I øvrigt har jeg - mig bekendt(?) - aldrig ejet en justerbar skraber, og jeg har da ikke fået skåret hovedet helt af endnu...   ;o)

Men i øvrigt ønskes du rigtig god fornøjelse med det nye grej - og pas på, for det varer ikke længe, før du vil købe endnu mere - sådan er det bare...!

vh
john k-

Grenberg


18. august 2010


Hejsa

lige en indskydelse:

bruger selv Merkur Progress og der står den på indstilling 3, da jeg bruger de skarpe featherblade bliver den for aggresiv med højere, men det er vist en smagssag og teknik spørgsmål.

Kender ikke til Merkur 38 C men valgte Progress da den er instillig.

Med hensyn til kost så behøver Du ikke vælte hele budgetet til at starte med. Min den første var en billig kunsthår som egentlig var ok til at komme igang med, så købte Jeg en kost med  best badger (grævlinge hår i fin kvalitet) som Jeg har været meget glad for og til Jul ønskede jeg mig og fik en Shavemac Silvertip som er en rigtig lækker og lukseriøs kost.

Lige et råd så tjek Mantic59 videoer ud på Youtube, der er nogle super tipsa til hvordan DU barberer DIg med DE skraber, brugte ham meget i starten.

Mvh

Grenberg

Kristoffer


20. august 2010


Så fik jeg taget min mødom, hvilket bar' præg af, ja at det var min første gang - uden pis så rystede min hånd en lille smule, fordi jeg ku' sgu' godt mærke, at det var en skarp genstand jeg havde i hånden da jeg begyndte at barbere mig, der var dog ikke noget blod involveret - og det fungerede nogenlunde.

Jeg brugte den guide tidligere nævnt "Guide til ultimativ barbering" og en af mantic59's guide 'How To Shave With A Single-Blade Razor'.

Nogle ting der nagede mig. Omkring hagen, også andre steder, men specielt hagen, virkede det som om den trak hårene ud? Nogle tips?

Jeg synes ikke den fjernede skummet så godt, som i mantic59's når han gør det? Er det bare fordi jeg er newbie? og med lidt træning vil det udligne sig?

Sidste ting var, at jeg synes ikke jeg fik lavet så meget skum? brugte børsten i ret langtid til at skumme op, men synes ikke der var nær så meget som i videoer og guides jeg har set? Det skal dog siges at der nok til mit ansigt, men er ikke helt klar over om jeg har gjort det korrekt?

Ellers var det en nice oplevelse.

Kristoffer


21. august 2010


PS

Hvordan opbevarer man smartest sin merkur og børste?

Jeg ved godt ude på toilettet, men jeg ved at børsten skal tørre, men hvad med skraberen, kan man godt smide den ind i et toiletskab? Hvad gør I?

John Kreiner

John Kreiner


21. august 2010

Hej Kristoffer - igen, igen

Tillykke med din "ild-dåb", og efter din beskrivelse lyder det, som om du er kommet rigtigt godt igang.

Du skal ikke lade dig påvirke af, at det, du har gjort, måske ikke ser ud præcis som på diverse guides og videoer, selv om du har fulgt samme fremgangsmåde.

I den sidste ende er det resultatet, der afgør, om det har været en god barbering. Og det fornemmer jeg på din beskrivelse, at det har været.

Hvis du synes, at du ikke får fjernet skummet så godt fra ansigtet under barberingen, så tag du bare det helt roligt. Dels vil det formentlig ændre sig med rutinen, og dels er det jo slet ikke opgaven at fjerne skummet. Opgaven er at fjerne skægstubbene.

Hagen? Ja, hagen er og bliver et problem. Jeg synes efterhånden, at jeg har en del rutine med vådbarbering, og jeg kæmper stadig en daglig kamp med hagespidsen, og jeg kender godt fornemmelsen af, at skægstubbene bliver trukket ud med rod fremfor at blive skåret af.

Det sidste skyldes formentlig hagens form, som gør, at bladets vinkel mod huden stort set hele tiden ændrer sig, så det kan være svært hele tiden at holde den "rigtige" vinkel. Det betyder så, at bladet en gang imellem får fat i skægget på en måde, hvor det ikke kan komme til at skære ordentligt, men kun fæstne sig og trække.

Og jeg ved fra tidligere tråde, at vi to bestemt ikke er de eneste, der har problemer med hagen, og - som en anden deltager en gang skrev - gad vide, hvordan Kirk Douglas har barberet sig på hagen?

Skraberen kan du roligt lægge ind i et skab, når du har rengjort den efter brugen, men kosten bør du efter en grundig skylning lade stå (på håndtaget) eller hænge i en holder med børsterne nedad i fri luft, så den kan lufttørre.

Men fortsæt du bare, hvor du slap, for det er noget, der kræver øvelse, men det velvære, man opnår, er værd at arbejde for. Og vær forberedt på, at når du begynder at synes, at "nu sidder den der", så begynder man ubevidst at småsjuske, og det kan nemt koste et hak eller to i betrækket...  ;o)

Fortsat go' fornøjelse...!

vh
john k-

Søren H. Møller


21. august 2010


Hej Kristoffer.

Nu vil jeg være rigtig ond (de andre har været så flinke)  ;o)

Det er et spørgsmål om teknik.
Du er lige startet, og kan ikke forvente at teknikken er perfekt første gang - det skal nok komme, det er bare et spørgsmål om øvelse.

Mantic har en video, hvor han viser opskumning, hvor han langsomt tilsætter mere og mere vand, så man kan se forskellen på for lidt og for meget vand, og noget kunne lyde til, at du måske ikke har ramt det helt rigtige forhold - eller du har måske været for "jysk" mht. mængden af creme (= sparet for meget på den).

Ud over det, så lyder det som om, at din første DE barbering faktisk ikke var helt dårlig - velkommen i klubben  :o)


Mvh.
Søren

For at besvare dette indlæg skal du være logget ind
Login
Om Proshave

Barbergrej til den ultimative barbering

Proshave er den officielle danske og skandinaviske distributør af Proraso, Floris of London, Mühle Shaving, Truefitt & Hill, Taylor Of Old Bond Street, Derby, Merkur, Dovo, Pils Rasur, Marvis, Mondial, Mr. Bear, Mario Lorenzin 1975, Alvarez Gómez, Irving Barber Company, Floïd, LEA Classic, Alvarez Gómez, Baxter of California, Daimon Barber, Bro Shaver, Floïd, Klar Seifen, Etch, nom, One Blade, Percy Nobleman, Tenax og The Holy Black.

Herudover forhandler vi flere eksklusive mærker til personlig pleje, skægpleje og alt til mænds daglige barbering. Køb bl.a. barberblade, skraber, barbersæt og skægpleje til fantastiske priser.

Proshave - alt til den perfekte barbering (og meget andet).

Kundeservice

Hvis du har det mindste spørgsmål til en ordre, produkter eller anvendelse er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os på chat, mail eller telefon!

Hér kan du læse mere om:
Fragt, levering & returnering
Handelsbetingelser & GDPR
Presse
Om os
Kundeklub
Tilmeld nyhedsmail
Cookie-præferencer

Proshave   |   Gunnar Clausens Vej 17 C   |   8260 Viby J   |   +45 70 70 18 08   |   CVR: 32 67 11 44   |   info@proshave.dk