5. april 2016
Lea barbercreme, menthol
Jeg har sjældent mødt en barbercreme, der ikke fungerede. Sæber er en helt anden snak, men cremer kan alle producenter tilsyneladende finde ud af at lave. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at de alle er lige gode, der er forskel, men jeg er endnu ikke blevet skuffet eller frustreret over en cremes egenskaber.
Leas creme er heller ingen skuffelse, langt fra, de er dygtige til at fremstille produkter der ikke bare virker, men virker godt. Det er et af de selskaber, der lytter til kundernes ønsker, og man får fornemmelsen af, at i hvert fald nogle af dem der udvikler eller bestemmer, selv barberer sig på traditionel vis.
Det er en tubecreme, hvilket gør den nem at dosere, og den skummer let op uden problemer af nogen art. Skummet bliver dejligt cremet og tæt, præcis som jeg kan lide det. Jeg synes skummet giver en god beskyttelse af huden under barberingen, og et godt glid af skraber eller ragekniv. Cremen har en stor spændvidde mht. vandindholdet, og selvom man skulle få givet den lidt for meget vand, så giver den stadig en god beskyttelse af huden.
Der står på tuben, at cremen er mentoleret, og det er i hvert fald ikke løgn. Den giver virkelig et kick, og man er ikke i tvivl. Nok ikke en creme jeg vil bruge på en kold vinterdag, men på en varm sommermorgen kan jeg sagtens forestille mig, at den vil være tæt på perfekt.
For de der kender Prorasos grønne sæbe og creme, så er den her fra Lea en noget stærkere udgave. Det er lige før, man kan synes, at Prorasos grønne virker lidt fesen, når man har prøvet Leas – med hensyn til mentol. Kan man lide mentol, er denne creme helt sikkert anbefalelsesværdig. Hvis man med den her og en kop kaffe, ikke bliver vågen, ja så bliver man ikke vågen den dag ;o)
Jeg skal gerne indrømme, at jeg er Lea fan, og det er jeg fordi, jeg synes, de har nogle virkeligt gode produkter til nogle absolut konkurrencedygtige priser, og de kan sagtens måle sig med væsentligt dyrere konkurrenter.
|