Jens Astrup
|
12. august 2024
Henson AL13+ stopper hele tiden til
Jeg har barberet mig to gange med min nye Henson AL13+ (mild), og jeg må indrømme, at jeg savner min Gillette Mach 3. Har prøvet med to forskellige blade, og begge gange har været en blodig affære. Det gik nogenlunde på kinderne, hvor barberingen også blev forbavsende smooth med kun WTG og XTG, men fra kæbelinjen og ned over halsen var det svært at få skraberen til at tage fat (2-dages stubbe), og samtidig kom der utallige cuts.
Det kan forhåbentlig - måske - blive bedre med øvelse, men en del af problemet med at få skraberen til at tage fat er at den hele tiden stopper til med sæbe og skægstubbe, og så tager den ikke ved. Jeg prøver at skylle den hyppigt, men det sker stadig. Det eneste der så hjælper, er at løsne den og ryste den kraftigt i vandet, hvilket er pænt irriterende at skulle gøre 7-10 gange i løbet af en barbering. Så mit spørgsmål er om der er nogen der kan gennemskue om jeg gør noget forkert, eller om jeg bare skal skylle endnu mere?
Som sagt har begge gange været en noget blodig affære, men det skal siges, at jeg bogstaveligt talt er ret tyndhudet. En omlægning af kost har forbedret det noget, men jeg skærer mig stadig ret nemt. Nu får vi se - jeg vil give det lidt flere forsøg for at se, om det bliver bedre med træning.
Jeg havde ikke de store problemer med Mach3 og barberskum, så min motivation til at skifte er primært på grund af miljøaspektet. Men hvis jeg skal igennem snesevis af DE-skrabere for at finde en, der virker, fordufter de økonomiske og miljømæssige aspekter.
Jeg ved godt at det måske er kættersk at nævne i dette forum, men pga. min tynde hud kan det være jeg ender med at gå tilbage til min elektriske barbermaskine, som jeg måtte sætte på pause på grund af et hovedtraume som gjorde mig overfølsom over for barbermaskinens vibrationer. Selvom den ikke er specielt behagelig at bruge og ikke giver så blød hud bagefter som med skraber, så kan jeg få rimelig glatte barberinger med den, og den giver mig aldrig sår, selvom jeg barberer mig hver dag. Og hvis jeg skal ud om aftenen, kan jeg endda barbere mig to gange dagligt.
Men som sagt, jeg skal nok give DE-skraberen lidt flere forsøg, og gode råd til at undgå tilstopning er velkomne.
|
Brose
|
13. august 2024
Hej Jens,
Jeg tror ikke, at du skal give op :-)
Som udgangspunkt skal din skraber ikke stoppe til, så det er nødvendigt at løsne den. Du skal naturligvis skylle skraberen løbende, men er der mon noget galt med konsistensen af den barberskum, du bruger? Hvis den er for fed, kan du opleve, at skraberen nemmere stopper til. Plasker du lunkent vand i ansigtet, inden du påfører barberskum? (Det vil jeg anbefale.) Det lyder lidt for mig, som om der er et eller andet her, som ikke er helt, som det skal være.
En Henson MILD er, som navnet antyder, til den milde side, så det er heller ikke meningen, at du skal skære dig. Hvis du har tendens til tynd/sart hud, kan det naturligvis spille ind, men prøv at lade skraberens vægt gøre arbejdet – du skal i hvert fald undgå at trykke for meget.
I starten vil jeg helt sikkert også anbefale dig kun at barbere dig med hårene, og når du er blevet fortrolig med skraberen, så kan du begynde at køre på tværs og imod.
Jeg håber, at du ved at eksperimentere lidt med variablerne som mængden af vand, konsistensen på din skum/produkt, og trykket ender med at få barberingen lige i skabet!
Mvh Brose / Proshave
|
Jens Astrup
|
14. august 2024
Tak for svar. Sæben var for tynd første gang, synes jeg, så jeg har efterfølgende forsøgt at gøre den lidt tykkere. Nu ligner den også mere videoerne på youtube, Men jeg vil prøve at eksperimentere lidt med konsistensen.
Det med trykket synes jeg går en anelse bedre, men jeg synes stadig det er svært at få det ensartet fordi skraberen ikke følger hudens konturer som en Mach 3 gør det. Så jeg overvejer at prøve en Leaf, men inden jeg investerer i en, vil jeg dog have gjort mig lidt mere erfaring og have en bedre idé om hvorvidt DE- (eller SE)-barbering dur for mig.
|
Jens Astrup
|
19. august 2024
Update: Jeg prøvede at bruge Gillette gel i stedet for barbersæben, og det gjorde det lidt nemmere for mig at undgå tilstopning. Jeg ved ikke om der var derfor, men jeg får heller ikke længere så mange sår. At det går bedre har nok også noget med trykket at gøre - jeg er meget opmærksom på ikke at trykke hårdt. Faktisk er jeg nu der hvor jeg skærer mig mindre end jeg gør med Mach 3, forstået på den måde at jeg får færre mikro-sår. Selvom halsen fortsat er svær ….
Der er nok stadig en læringskurve, men jeg tror ikke jeg vender tilbage til Mach 3. Dog tror jeg det bliver med gel, for jeg lige nu synes jeg ikke rigtig der er en gevinst ved at bruge barbersæbe. Faktisk tværtimod, for ud over at det tager længere tid, synes jeg at wild boar-børsten stikker på en ubehagelig måde. I givet fald er jeg nødt til at investere i en blødere børste. Alternativt til en start måske påføre barbersæben med fingrene.
Men altså, alt i alt fremskridt. Faktisk ser jeg nu frem til hver gang jeg skal barbere mig! Det *er* en rar fornemmelse at stå med et rigtigt stykke værktøj og ikke en plastik-dims. Og så derudover vide at man skåner miljøet og pengepungen.
|
Brose
|
2. september 2024
Hej Jens
Godt at høre, at det skrider fremad, og at barberingerne nu er noget, du glæder dig til - det er sådan, det skal være.
Hvis du har lyst til at prøve et par lækre produkter uden at skulle spekulere over, om konsistensen er den rette, så kan jeg varmt anbefale dig skummen på dåse fra Proraso. Den grønne version giver et friskt og lækkert boost af menthol og eucalyptus. Kombinerer du det med den hvide aftershave balm, ligeledes fra Proraso, så har du en rigtig lækker kombination - Og det endda i den helt prisbillige ende :-)
God fornøjelse med barberingen!
Mvh Brose / Proshave
|
For at besvare dette indlæg skal du være logget ind
Login
|