Gris eller grævling?
Jeg har for noget tid siden (for sjov) nedskrevet min opfattelse af de to hårtyper, men ikke ment at det havde den nødvendige kvalitet til en offentliggørelse.
Men nu er jeg blevet provokeret lidt af Johns "modvilje" mod en bestemt type hår, så her kommer det alligevel  :o)


Overskriften; "Gris eller grævling?" skal ikke forstås som et spørgsmål om aftensmaden, men som et spørgsmål om hvilken type hår man skal vælge til sin barberkost.
På den ene side er der en sammenhæng mellem pris og kvalitet, og på den anden side, så er det faktisk ikke tilfældet – og hvordan skal det nu forstås?
Jo, pris og kvalitet hænger oftest sammen, når man sammenligner hårtyperne indbyrdes, men ikke når to forskellige hårtyper sammenlignes.

Grævling
Der findes en generel (men ikke officiel) inddeling af kvaliteten af grævlingehår i 4-5 slags (Fine og Super er praktisk taget ens, men nogle producenter vælger at markedsføre begge angivelser, så derfor har jeg valgt nedenstående inddeling):

Pure badger -> Best Badger -> Fine Badger -> Super Badger -> Silvertip

Kvalitetsbetegnelsen hænger sammen med hårenes blødhed; jo højere kvalitet, jo blødere er hårene, og jo mindre er området, hvor de kan findes på grævlingen. Jo mindre område, jo færre hår = højere pris. Trøfler er jo også dyrere end æbler.

Silvertip fremstilles primært ud fra nakkehårene, og da det område ikke er særligt stort, er prisen selvfølgelig højere end f.eks. Pure badger, hvor der er brugt hår fra en grævling, men det kan være hvor som helst fra på dyret.
Derudover er Silvertip koste håndlavede (jeg er endnu ikke kommet forbi en, der ikke påstås at være det), knuden formes i hånden og hårene er ikke klippet i facon, det er de til gengæld oftest i en Pure badger - og jo mere manuelt arbejde, jo højere pris.
Evnen til at holde vand stiger også med betegnelsen.

En barberkost af grævlingehår er klar til brug, og har sine fulde egenskaber praktisk taget fra første opskumning og indsæbning.

Gris
Grisehår har ikke en generel kvalitetsbetegnelse, men der er helt sikkert en forskel på hårenes kvalitet i de forskellige barberkoste, og det ville da også være naivt at tro, at hårene på gris skulle være ens over hele kroppen. Det er de jo heller ikke på mennesker.

Den Italienske producent, Omega, har valgt ikke at klassificere hårene på sine barberkoste, mens en anden producent, portugisiske Semogue, har valgt at klassificeret sine hår i kategorierne:

Extra -> Best -> Super -> Premium, hvor Premium skulle modsvare Silvertip i kvalitet.

En barberkost af grisehår har ikke sine fulde egenskaber med det samme, men kræver en indkøringsperiode, der kan variere meget, alt efter hårenes kvalitet, men en 10-15 opskumninger er generelt nok.
Hvad der her er vigtigt er, at barberkosten får lov at tørre fuldstændig mellem opskumningerne. Man kan dog sagtens komme ud for en barberkost der måske skal opskummes op til 30 gange før den er på sin højde, og er man den utålmodige type, så kan sådan en kost godt blive lidt af en prøvelse, men når indkøringsperioden er ovre, belønnes man tilsvarende.
Det der sker i indkøringsperioden er, at hårspidserne splitter, og det er ikke en fejl i hårene, men noget man rent faktisk gerne vil have, der skal ske, for det gør spidserne bløde.

Da grisehår er nemme at få fat i og dermed ikke ”eksklusive”, har producenterne ikke samme tilskyndelse til at promovere grisekostene som med grævlingekostene.
Alene på grund af prisen, bliver barberkoste af grisehår ofte anset for at være andenrangs i forhold til barberkoste af grævlingehår, og man kan tit se, at forhandlere af grisehårskoste betegner dem som ”en god begynderbørste”, hvorefter de ofte priser grævlingekosten, som den man skal vælge, hvis man tager sin barbering alvorligt, og vil forkæle sig selv.

I tør tilstand virker en grisekost meget stiv i forhold til en grævlingekost, uanset kvalitetsbetegnelse, og en rangorden med faldende blødhed vil se sådan ud:

Grisehår -> Pure Badger -> Best Badger -> Fine Badger -> Super Badger -> Silvertip

Men når hårene først er blevet opblødt, så ændrer grisekosten fuldstændig karakter, og dermed ændres rangordenen også:

Pure Badger -> Best Badger -> Fine Badger -> Super Badger/Grisehår -> Silvertip

Grisehårene har stadig en god “rygrad”, men spidserne bliver utroligt bløde, og kan sammenlignes med Fine/Super Badger betegnelsen, kun overgået af Silvertip.
Det at grisehårene beholder en god ”rygrad”, gør dem rigtig velegnede til hårde sæber, da hårene ikke bøjer af på sæben, når man skummer op.
Tilsvarende gælder indsæbningen, man får en god massage/eksfoliering pga. rygraden, hvor nogle Silvertip koste er så bløde, at man næsten er nødt til at ”male” skummet på.

Min holdning
Jeg synes, det er en helt forkert opfattelse, at en barberkost af grævlingehår er en barberkost af grisehår overlegen, den er dyrere bevares, men dyr er ikke nødvendigvis lig med bedre.

Barberkoste af grisehår er billigere, fordi hårene er nemmere at få fat i. Men der findes også producenter på markedet, som har den samme indgang til kvalitet, som man har ved fremstillingen af en Silvertip barberkost, og de fremstiller nogle virkelige kvalitetskoste.
Disse barberkoste har selvfølgelig et højere prisleje end masseproducerede barberkoste, og det får mange til at rynke næsen, for: ”man er da tosset, hvis man vil give det samme for en barberkost med grisehår, når man kan få en grævlingekost i samme prisleje” – uvidende om, at man sammenligner sparepærer og bananer.

Når man kun sammenligner på prisen, sammenligner man toppen af grisekoste med bunden af grævlingekoste, og for at være helt ærlig, så er bunden af grævlingekoste ikke pengene værd i mine øjne.
Til gengæld er en god Silvertip alle pengene værd, og nydelsen ved at benytte en sammen med en god sæbe/creme kan ikke beskrives – men det er tæt på at fuglene synger.

Konklusion
Med en barberkost af grævlingehår får man (bortset fra de billigste) et eksklusivt kvalitetsprodukt, der med den rette behandling holder i rigtig mange år.

Med en barberkost af grisehår får man (med det rette valg) et kvalitetsprodukt, der med den rette behandling burde kunne holde lige så længe som grævlingekosten, og man får rigtig meget for sine penge, da en sådan barberkost (ofte) ikke anses for at være eksklusiv og dermed vil være billigere.

Og mit endelige valg bliver: Begge.

For hvorfor i alverden skal jeg ”nøjes” med den ene slags.
Begge typer hår har deres stærke og svage sider, desuden synes jeg, det er med til at højne fornøjelsen ved en god barbering, at man har muligheden for at vælge sine ingredienser til dagens barbering ud fra humør, temperament, tid eller hvad der nu ellers kan indgå i formlen.

Så god fornøjelse med at svinge kosten – uanset hårtype  :o)


Mvh.
Søren


PS. Og så mangler jeg stadig at prøve barberkoste med hestehår eller syntetiske hår.

Sokrates værdi

Nu har jeg læst Sørens meget læseværdige pro et contra-indlæg om gris eller grævling et par gange.

Og jeg må sige, at Sørens forsvarstale for grisebørsterne ikke lader Sokrates' berømte forsvarstale før han blev henrettet med skarntydesaft meget tilbage.

Sørens argumentation virker gennemtænkt, afprøvet og velovervejet, og den slags er altid vanskeligt at tilbagevise. Så det vil jeg undlade at prøve på.

Jeg har nu alligevel tænkt meget over Sørens mange plusser hos grisebørsterne, hver gang jeg har barberet mig siden, og jeg har helt bevidst vekslet systematisk (mere systematisk en sædvanlig) mellem mine grævlingekoste, så de alle har været i brug.

Nu lyder det som om, der er en større samling, det er nu ikke tilfældet, men dog nogle repræsentanter for såvel de tre T'er (Truefitt & Hill, Geo F. Trumper og Taylor of Old Bond Street) som Edwin Jagger.

Jeg nyder mine grævlinge, og er landet på det gamle ord, der siger: "Never change a winning team", og jeg må erkende, at jeg oplever mine grævlinge, hvoraf en enkelt "bare" er pure badger, som "a winning team".

Jeg har dyb respekt for Sørens vurderinger og konklusioner - og ikke mindst den seriøsitet, han har lagt for dagen - men jeg føler mig stadig ikke tiltrukket af grisebørster.

Og ligefrem bruge penge "bare for at prøve", synes jeg, er for fjollet. Så vil jeg hellere "bare prøve" en ny sæbe, en creme eller en aftershave for pengene. (Skal i øvrigt snarest have fat i Truefitt & Hill's nye Sandalwood Aftershave Balm).

vh
john k-

Jeg ved godt, at det kan lyde lidt som en forsvarstale eller et korstog for barberkoste af grisehår – men det er det ikke (helt).

Et korstog er det i hvert fald ikke, en lille forsvarstale – nåja, måske.

Det jeg egentlig bare ville, var at gøre opmærksom på, at barberkoste af grisehår er bedre end deres rygte.

Jeg vil ikke undvære mine grævlingekoste, og skulle jeg følge Broses hypotese og (hvilket forhåbentligt aldrig bliver tilfældet) vælge én og kun én barberkost, ville jeg uden tøven vælge min Edwin Jagger Silvertip.

Jeg mangler endnu fornøjelsen af at eje en Shavemac, men det kommer forhåbentlig på et eller andet tidspunkt.

Og jeg forstår så udmærket: ”Never change a winning team”, og man kunne også sige: ”If it ain’t broke, don’t fix it” – der er bare det, at jeg har et ret dominerende nysgerrigheds-gen som af og til forstyrrer disse sætninger  ;o)

Og jeg er fuldstændig enig med dig Grenberg; en Silvertip og lunt skum er vanedannende  :o)


Mvh.
Søren